Energi til krop, sind og sjæl
Her kan du læse artikler om fra diverse medier.
Rigtig god læselyst.
Af Mette Grith Sørensen, Holstebro dagblad 2016
Hun har sat ord på sit kræftforløb
Inge Marie Busk Nielsen kan ikke blot fejre sin 60 års fødselsdag tirsdag den 30. august. Hun kan også fejre, at hun er kommet godt igennem et kræftforløb - og at hun har fået udgivet en bog om det.
I fem år gik Inge Marie Busk Nielsen rundt med en udposning - en mere eller mindre tydelig hævelse - på halsen. Men ellers syntes hun ikke, at hun fejlede noget. Så det var først, da hun efter julen 2014 fik lidt synkebesvær, at hun fik foretaget en biopsi af hævelsen på skjoldbugskirtlen. Men hun regnede ikke med, at der for alvor var noget galt.
»Jeg blev meget forundret, da jeg fik en indkaldelse til »forundersøgelse inden operation«. Jeg skrev en mail til lægen for at høre, om han også havde fået den besked fra sygehuset, og hvad det betød,« fortæller Inge Marie Busk Nielsen, der bor i Mejrup og til daglig arbejder som healer i egen klinik.
Lægen ringede straks og kunne fortælle, at der var fundet forstadier til kræft i biopsien. Inge Marie Busk Nielsen var målløs og troede først, det var en fejl.
Det var det ikke.
Dagbogsnoter
Under hele forløbet, gennem operationen og den radioaktive jodbehandling og frem til den 29. februar 2016, hvor hun fik en »Alt OK, vi ses om et år«-besked i Aarhus, skrev Inge Marie Busk Nielsen dagbog. De noter dannede baggrunden, da hun besluttede sig for at udgive en bog om forløbet.
Bogen, der er på 42 let læselige sider, blev trykt i 200 eksemplarer hos forlaget Reklamika i Lemvig. Den hedder »På Herrens mark - og tilbage igen«, udkom midt i juli og har et forsidebillede af udsigten fra Inge Marie og hendes ægtemand Knuds sommerhus i Langerhuse ved Harboøre. Det er ikke noget tilfældigt valg.
»Sommerhuset er der, hvor jeg lader op. Mine forældre købte det i 1970, og da min far blev syg i 2000, købte vi det. For mig er det ensbetydende med fred og ro. Det er ukompliceret at være der, og jeg er glad for havet,« fortæller Inger Marie Busk Nielsen, der arbejdede med sin bog netop i sommerhuset.
»Hvorfor ville du skrive en bog om dit kræft-forløb?«
»Den ville bare skrives. Jeg synes, jeg har et budskab til andre om håb og om at tage ansvar for sin livsproces. Jeg kan ikke lide ordet »sygdom«, så derfor bruger jeg vendingen »et anfald af kræft«, forklarer Inge Marie Busk Nielsen.
Tal om det
Selvfølgelig var hun, lige som andre kræftpatienter, forskrækket og bange i begyndelsen. Men ikke ret længe, siger hun.
»Jeg havde heldigvis mange at støtte mig til, som heller ikke gik i panik. Det er vigtigt at bevare roen. I stedet for at knuge sammen i frygt må man spørge sig selv; »hvad kan jeg gøre?«, »hvor kan jeg få hjælp?« og »hvad vil den knude mig?«. Jeg prøvede at få svar på de spørgsmål via mit indre, mine åndelige hjælpere og mine spirituelle veninder, og det svar, der kom, var »tal«. Jeg ved ikke, hvad jeg har fortiet i mit liv, men jeg blev klar over, at nu måtte jeg tale i form af en bog,« forklarer Inge Marie Busk Nielsen.
Hun har solgt og foræret i alt 35 eksemplarer væk, men har ikke gjort noget forsøg på at få lokale boghandlere til at tage den ind.
»Nej, jeg sælger bogen selv herhjemme fra,« forklarer hun.
Hun var nødt til at lukke klinikken derhjemme nogle måneder, da hun efter operation netop ikke kunne tale. Det krævede tålmodighed og genoptræning at få stemmen tilbage.
»Men nu blomstrer klinikken igen, og noget af det, jeg har lært af mit kræftanfald, kan jeg bruge til mine klienter. Jeg lærte at se på mig selv udefra, at hæve mig op og sige til mig selv: »Hvis nu det var din veninde, hvad havde hun så brug for?« Jeg kan stille mine klienter spørgsmål, så de kan reflektere i stedet for at sige; »åh nej, det hele er galt«. Jeg forsøger, at give dem frihed til at tale om også svære ting. Jeg tror, at rigtigt mange mennesker har brug for at sætte ord og følelser på ting, og ikke holde det inde,« mener Inger Marie Busk Nielsen.
Fyldt af taknemmelighed
»Hvordan havde du det, da du i februar fik besked om, at de først ville se dig til kontrol om et år?«
»Jeg var fyldt med taknemmelighed og en form for fred. Nu har jeg været igennem det. Nu lukker vi døren for det, lader fortiden hvile og ser fremad. Hvad er det næste? Hvad byder livet af nye muligheder?« siger Inge Marie Busk Nielsen, der ikke drømmer om at blive en kendt forfatter, men bare rigtig gerne vil ud at holde foredrag om kræftanfaldet og om sit arbejde med healing, kanalisering og kranio-sakral-terapi.
Hun har allerede en aftale hos Tryghedstjenesten, hvor hun er tilmeldt som vågekone.
»Vi aflaster familierne, når vi sidder ved døende. Det er hjemmeplejen, der bestiller os, og det er en gratis tjeneste,« forklarer Inge Marie Busk Nielsen, der ikke synes, det er en vanskelig opgave.
»Min far var jo præst i Mejrup, så vi var vant til, at der kom folk i sorg i vores hjem. Jeg tager det ikke på mig,« forklarer hun.
Hun håber at andre foreninger end Tryghedstjeneste også har lyst til at »se verden på en anden måde« via hendes foredrag.
Det virker altså bare
I weekenden efter dette interview finder sted, skal hun til Næstved, hvor hendes veninde har samlet folk til healingseancer i sit hjem og desuden har inviteret Inge Marie til at holde foredrag.
»Hun er advokat, og jeg lærte hende at kende, fordi vores nabo oppe ved sommerhuset er en læge fra Frederiksberg. Han havde hende som patient, og hun led voldsomt af stress. Til sidst sagde han til hende, at han ikke kunne gøre mere, men at han kendte en dame i Vestjylland. »Jeg ved ikke, hvad det er, hun gør, men det virker« sagde han til hende. Så ringede hun til mig, og hun kom herover., Den time hos mig, vendte hendes liv. Vi har været veninder siden, og det er syv år siden,« fortæller Inge Marie Busk Nielsen om veninden, der også havde kræft for tre år siden.
Inge Marie Busk Nielsen kan i øvrigt også fjernheale via telefon.
»Hvordan det virker? Det ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvordan fjernbetjeningen virker, men det gør den jo,« siger hun.
Hun har absolut ingen planer om at gå på efterløn - »jeg nyder jo det, jeg laver, så meget« - og heller ingen planer om stor fest i anledningen af fødselsdagen.
»På et tidspunkt skal den nærmeste familie og jeg fejre det ved at tage på Vejle Fjord til en skøn omgang wellness. Det har vi aftalt. Hvad jeg ønsker mig? Åh, vi har jo det, vi skal bruge, så svaret må vist være »glæde og et godt liv«, siger Inge Marie Busk Nielsen.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------
20 års jubilæum som alternativ behandler 1. februar 2015
Holstebro onsdag 7.1.2015 af A.P Christensen
Sundhed: Inge Marie Busk Nielsen i Mejrup kan nu fejre sit 20 års jubilæum som alternativ behandler i sin klinik, der ligger i privatboligen på Kobberupvej. Faktisk er det 30 år siden, at Inge Marie Busk Nielsen første gang stiftede bekendtskab med en alternativ behandlingsform.
»Jeg var til et foredrag om kinesiologi i Holstebro, og det blev jeg meget optaget af. Så jeg startede med at tage nogle kurser, og jeg kunne se, at teorierne også virkede i praksis, fordi den yngste af vore to sønner havde noget udslæt. Og med kinesiologien kunne jeg teste, hvad han ikke kunne tåle,« fortæller Inge Marie om starten.
Senere blev det til flere kurser og uddannelser sideløbende med jobbet som laborant hos Stein i Holstebro - og som organist ved Mejrup Kirke.
»Jeg var engang til en håndlæser, der fortalte, at jeg en dag skulle få foden under eget bord, så det har nok hele tiden været bestemt, at jeg skulle arbejde som alternativ behandler,« siger Inge Marie Busk Nielsen, der startede sin egen klinik for tyve år siden - på deltid.
»Det var lidt med livrem og seler, men jeg blev hurtigt klar over, at det var den alternative vej, jeg ville gå. I august 1995 tog jeg så springet og har siden arbejdet på fuld tid i klinikken«, fortæller jubilaren.
Healing - helt enkelt
Inge Marie Busk Nielsen har uddannelser i kinesiologi, i kranio-sakral-terapi fra Stanley Rosenberg-instituttet, som autoriseret zoneterapeut, som Reiki-healer - og efterfølgende med en række supplerende kurser i healing, der også har givet navn til klinikken i Mejrup, som retteligt hedder »Lys Healing«.
»For mig er healing faktisk helt enkelt. Ordet betyder »at gøre hel«, og det vil sige, at jeg arbejder med det hele menneske - med det fysiske, det psykiske, det mentale og med det sjælelige. Og det handler om at fjerne ubalancer og give mod til at gå videre med sit liv. Jeg bruger mine hænder som en støvsuger af alt det negative - og fylder i stedet op med det, der er godt. Og jeg tror på, at man ved healing kommer ind til kernen i sig selv - til lyset og kærligheden. Det handler nemlig om at finde lyset og få det til at skinne i øjnene og genopdage de kvaliteter, som alle mennesker besidder,« forklarer Inge Marie Busk Nielsen.
Forudsætningen for et positivt resultat af en healing-session er, at man er åben over for behandlingen.
»Man behøver ikke at tro på det - men man skal have tillid til, at det »bedste« vil ske og være villig til at modtage en ny form for energi. Der er intet hokus pokus ved behandlingerne, for det handler om, at mange har »stopklodser«-smerter i kroppen, der er forårsaget af negative oplevelser i tilværelsen. Med healingen kan disse »stopklodser« opløses,« siger Inge Marie Busk Nielsen, der ofte modtager billeder eller hører ord som forløser, i løbet af healing-sessionen.
»Det er bare sådan, at det er. Og jeg ser det,som min opgave at hjælpe det menneske, der ligger på briksen i klinikken, igennem porten til det optimale liv - ikke ved at trække eller at skubbe, men støtte ved at “gå ved siden af”. For når kroppen og sjælen er frigjort for smerterne, så kan man lettere følge sit hjerte og leve i fred og kærlighed med sig selv og andre, pointerer Inge Marie Busk Nielsen.