Artikel Holstebro Dagblad 2009

 

 Af Jens Kirk Pedersen, jekk@bergske.dk

 Hun giver energi til krop og sjæl

 For Inge Marie Busk Nielsen er healing slet ikke mystik men helbredende energi til andre mennesker.

MEJRUP: Healeren lægger hånden på hovedet af klienten på briksen i det lyse rum i villaen på Kobberupvej.

 

»Der bliver ledt energi, som opløser problemer både fysisk og psykisk,« siger Inge Marie Busk Nielsen, der er alternativ behandler.

»Mange problemer har en psykisk baggrund. Folk kan være blevet svigtet eller andet. Det søger vi ind til, så folk kan give slip og i stedet blive fyldt op med glæde og tryghed,« siger hun.

For mange vil det lyde det som ren hokus pokus.

»Det er fordi, folk ikke ved noget om det,« siger hun.

Hun bruger især Lyshealing men også kranio-sakral-terapi i behandling af sine klienter, som er fra ti dage til 92 år gamle.

Nogle klienter taler hun åbent med, men det dur ikke til babyer med kolik eller uforklarlig gråd.

»Når det er små børn, taler jeg med dem telepatisk. Jeg spørger i mine tanker og jeg får svar i mine tanker og ser det som billeder. Et lille barn kan fortælle, at moren foreksempel er bange,« fortæller hun.

Hun erkender, at det lyder mærkeligt.

»Men fakta er, at børnene holder op med at skrige - måske efter én behandling. Netop børn tager imod behandling uden skepsis og forbehold.«

Tabt som spæd:

En del af hendes klienter har smerter i ryggen eller andre steder.

»Når jeg lægger hånden på, fortæller de, at smerter bliver opløst,« fortæller Inge Marie Busk Nielsen, der udstråler ro og balance.

»Måske kan jeg se, at en klient er faldet som fem-årig og har en spænding derfra. En anden kan være blevet tabt som spæd. Det kan familien ofte bekræfte,« fortæller hun.

Ældre har ofte gigt, og her kan hun ikke fjerne smerten.
»Men jeg kan lindre det.
Hvis en person er bange for at dø, kan jeg give ro ved at lægge hånden på dennes hoved,« siger Inge Marie Busk Nielsen.

Healing via telefonen

Hun har haft sin klinik i 14 år og klienter kommer fra hele landet. Kun hver femte er fra Holstebro området, og faktisk får hun henvendelser fra både Canada og Australien.

»Så foregår det som fjernhealing via telefonen,« siger Inge Marie Busk Nielsen. Hun foretrækker dog at se sine klienter første gang - og så kan de næste behandlinger ske via telefon.

For 40-50 år siden ville man givet have kaldet en kvinde som Inge Marie Busk Nielsen byens kloge kone.

»Det passer nok udmærket. Det er en medfødt evne, som jeg fik vækket, da jeg selv blev healet,« siger hun.

Hun understreger, at det ikke er hende selv, der healer.

»For mig er det Gud. Kald det universet eller kald det, hvad du vil. Jeg er blot ledning for noget, der er større,« siger Mejrups heale  …………………………………….

Rubrik: Troen på livet er vendt tilbage 

Lone Herping har fået ny tro på livet efter healing

Af Jens Kirk Pedersen     
jekk@bergske.dk

MEJRUP: Siden nytår er Lone Herping blevet healet hos Inge Marie Busk Nielsen, efter at de to mødte hinanden ved et af Inge Maries foredrag. Lone Herping fortæller, hvordan hun efter en længere uddannelse som cand,mag. er flyttet rundt efter job i private firmaer. 

»Jeg har længe været stresset og har følt mig lidt trist og ved siden af mig selv,« fortæller Lone Herping.

»I 10-12 år har jeg levet i overhalingsbanen, men nu er det slut«

»Jeg synes nu, at jeg har fået ryddet op. Jeg er blevet glad igen og mener, at jeg kan udnytte mine kunstneriske evner. Jeg er begyndt at leve,« fortsætter hun.

Infiltrationer i skulderen og hovedpine er væk. Når healingen er i gang, får de to kvinder de samme billeder på nethinden, fortæller de.

»Jeg oplever, at jeg bliver meget rørt. Jeg giver slip på gamle følelser, der har sat sig fast,« siger Lone Herping.

Det kan være fra gamle forhold, dødsfald og fra følelser af svigt fra en god ven.

For de to kvinder handler det om at finde den lyse side af livet.

»Det skal ikke være hårdt, men sjovt og let at leve. Man skal leve i nuet,« siger Lone Herping.

»Jeg vil gerne lære mine klienter at tage hånd om deres eget liv,« tilføjer Inge Marie Busk Nielsen.

Tester grænser

Inge Marie Busk Nielsen kan slet ikke undgå at lægge mærke til de folk, hun ser omkring sig.

»Jeg kan ikke lade være. Men jeg rører aldrig ved en person uden at spørge først,det er uetisk.
Hos journalisten, kan hun også se et problem.

»Der er en knude, så der mangler forbindelse mellem krop og hjerne. Må jeg lægger en hånd på?« spørger Inge Marie Busk Nielsen, inden hun lægger en hånd øverst på rygsøjlen - hvorefter hånden ryster.

»Det gør den af sig selv. Kan du mærke noget?« spørger hun.

Ja.. et eller andet udefinerligt. Det snurrer ned i underbenene og fødderne virker tunge.

»Det er godt,« smiler hun.

Om journalisten bagefter er et nyt og bedre menneske? Næppe.Men mindre skeptisk ? Måske....

…………………………………………………………………………..

Del siden